Jeg følger med i det internationale cirkus inden for springridning og, indimellem, de største stævner i dressur. Dressuren følger jeg lidt mere selektivt, men springridningen har jeg i det mindste i min egen verden ret godt styr på. Jeg elsker at krybe op i sofaen foran tv’et eller computeren og se et femstjernet Grand Prix – og jo flere svenske deltagere, desto bedre.
I dag er der femstjernede stævner næsten hver uge, ofte fra torsdag til søndag. Det bliver til mange timer foran skærmen. Og det er netop det, der har fået mig til at begynde at tænke: Har vi måske for mange store stævner?
For i bemærkelsesværdigt mange af dem er tribunen ret tom indtil den største klasse. Så kommer publikum som regel – men nogle gange føles det som om hestesporten arrangerer stadig større begivenheder for et stadig mindre publikum. Det bliver endnu tydeligere, når konkurrencerne flytter til lande, hvor der egentlig mangler en tradition for springridning.
Da jeg var ung, sad jeg som limet fast på tribunen i Göteborg. Da jeg efterhånden var gammel nok, var jeg der så mange dage, jeg overhovedet kunne. Jeg boede i en lejlighed, jeg havde lånt af min brors ven, og ville ikke gå glip af noget som helst. Eddie Macken var mit store idol, og hans billede, sammen med Boomerang, sad fasttappet over skrivebordet.
Jeg spekulerer på, hvor mange unge der i dag følger vores superstjerner med samme entusiasme, som mine venner og jeg gjorde for 40 år siden?
Billetpriserne til de største turneringer diskuteres ofte, og ja, de kan godt være høje. Samtidig koster billetterne til for eksempel tennissportens største turneringer betydeligt mere, og en Champions League-kamp kan næppe beskrives som billig. Så måske er prisen ikke hele forklaringen.
Er skærmen, uanset størrelse og placering, begyndt at erstatte den fysiske oplevelse? Vi kan selvfølgelig ikke besøge alle stævner – afstand og omkostninger sætter deres grænser. Men hvad sker der, når vi endda foretrækker sofaen frem for tribunen, selvom stævnet faktisk ligger i nærheden?
Eller er der noget andet, der er ved at ske? Er sporten begyndt at glide for langt væk fra den almindelige hesteentusiast? Har glitter og glamour fået for stor plads på bekostning af selve hestene og sporten?
Nogle gange får jeg fornemmelsen af, at de største stævner i stigende grad henvender sig til en ret lille kreds af sponsorer, VIP-gæster og betalende pårørende. Det kan næsten virke vigtigere at vise, hvem der sidder ved VIP-bordene, end at fylde tribunen med hesteinteresserede mennesker. Tribunearealerne krymper, mens pladsen til VIP vokser.
Dette er ikke en kritik af store og velarrangerede stævner. Tværtimod. Men jeg tror, det er på tide at stoppe op og overveje, hvor vi er på vej hen – og hvilke konsekvenser vores valg i dag får for fremtiden.
/Agneta
